“GRIFF” het han og var født i Sveg

Historien om Griff er hentet fra NVKs 75-års jubileumsbok.

Han saa ikke rar ut der han laa i kassen inde i brækvognen … Les historien om den legandariske Griff fra NVKs 75-års jubileumsbok.

  • Teksten er hentet fra boken “PAN – Skisser fra jakten og naturen” av Sigurd Skaun. Utgitt av F. Bruns Bokhandels Forlag, Trondhjem 1918. Artikkelen sto også på trykk i NVKs jubileumsbok utgitt 2014.

Gudbevaremigvel for et fælt krøtter! sa konduktøren, da jeg drog hvalpen ut av kassen efter nakkeskindet. Og skal jeg være ærlig, saa var jeg ikke langt fra at være enig med ham.

Et kynologisk under

Men det gjaldt at holde paa værdigheten. For ute paa perronen stod hele familien og ventet spændt – og skeptisk – paa det kynologiske vidunder, jeg hadde importert.

– Kom da, bisken! sa jeg saa elskværdig som mulig. Men bisken krøp bare sammen paa vogngulvet, han, og blunket skræmt med de brune øinene sine.

Jeg lokket igjen, men uten resultat. Konduktøren begyndte at bli utaalmodig, og saa maatte jeg nedværdige mig til at bære hvalpen ut.

Jeg hadde oprindelig tænkt mig situationen litt anderledes: Jeg skulde komme nonchalant bortover perronen mens min importerte «deutscher stichelhaariger Vorstehhund» gravitetisk fulgte mig i hælene viftende med sin havaneser av en halestump.

Et vemmelig dyr?

Istedet kom jeg snublende rød og anstrængt ut av vognen med et sprællende rottehundlignende væsen i
armene.

Familien mødte mig med et indignert unisont «Fy, for et væmmelig dyr!» Jeg repeterte for 129de gang hvalpens imponerende stamtavle uten spor av resultat.

Og saa begyndte turen hjemover. Den blev meget lang. Hvalpen, som jeg efter usigelig stræv hadde faat halsbaand og kobbel paa, bjeffet og sprællet og rullet sig rundt paa gaten saa sølen skvatt om
ørene paa mine ophav som blev mer og mer indignert.

Da det tilslut var lyktes det lille uhyre at sætte et tilstrækkelig antal søleflekker paa min fru moders nye lyse sommerkjole, eksploderte krudttønden og familien erklærte at de ville kjøre hjem.

Saa stod jeg da der alene med hvalpen kredsende rundt mig i koncentriske cirkler, mens familien tøffet hjemover i den første og bedste bil.

Jeg kom hjem 2,5 time senere.

Skræmte livet av naboens høner

Griff» akklimatiserte sig imidlertid forbausende hurtig. Fem-seks timer efter ankomsten var den alt begyndt at gnage stoleben og sofaputer, slik som hvalper skal gjøre, og dagen efter præsenterte den sig midt i bedstemors yndlingsstol. Dermed syntes den visst at alle formalia var i orden og begyndte,
at føle sig fuldstændig hjemme.

Den væltet blomsterpotter og vaser, rev gardiner og portierer i filler, nasket i kjøkken og spiskammer, ødela blomsterbedene i haven og skræmte livet av naboens høns og unger.

Familien fortvilte! Men jeg frydet mig over hvalpens livslyst og energi og lovet mig stor glæde
av den, naar høstjagtens time en gang slog.

Hunden har fra gammel tid av hat ord for at være trofast og hengiven, men det kan allikevel ikke benegtes at egoismen er dens mest fremtrædende karaktertræk. I alle fald naar det gjælder en hunds forhold til andre hunde eller dyr.

Nedgravde matdepoter

Næsten alle hunde har saaledes en sterk aversion mot katter og det maa vel tilskrives for en stor del iallefald – at katten er hundens farligste rival som menneskets ven.

«Griff» dannet ingen undtagelse, han var en utpræget egoist selv overfor gamle «Stella» som han paa sit vis lot til baade at agte og ære.

Han forsynte sig drabelig av matfatet og var der et kjøtben eller et kjæksstykke han ikke orket at faa ned, bar han det bort, oftest til en nærliggende potetaker, hvor han, efter at ha forvisset sig om at ingen iagttok ham, grov det ned.

Slike depoter hadde han rundt hele huset, ikke fordi han nogen gang fik bruk for dem – da poteterne blev tat op om høsten, fandt folkene ikke mindre end tolv slike «beingruber» i akren – men fordi han ikke undte nogen anden den maten han ikke selv greidde at faa ned.

Ertestuing som livrett

Litt efter litt blev «Griff» tiltrods for sit avskrækkende utseende – eller kanske netop paa grund av det – hele husets kjæledægge og det forstod han i fuld utstrækning at benytte sig av. Ben og hundekjæks blev ikke længer god nok mat.

Nei, han vilde ha stek og beef med sauce og poteter. Stuede erter var hans livret. Gele med vanillesauce satte han ogsaa stor pris paa, for ikke at snakke om stikkelsbærsyltetøi og krumkaker.

Jeg blev tilslut alvorlig ræd for at hele hvalpen skulde bli ødelagt og besluttet at sætte ham i pension ute paa landet. Der var han i tre uker før jeg lot mig bevæge til at ta ham tilbake. Det gjorde jeg paa den betingelse, at han herefter bare skulde faa almindelig hundekost.

«Griff» var reist som sangviniker, som en sorgløs lykkenshvalp. Han kom tilbake som sort melankoliker.

Hele hans komiske vorstehhundfjæs var lagt i de alvorligste falder da han ved hjemkomsten viftet litt med havaneseren og gik tilkøis i kurven sin.

Og det var umulig at faa liv i ham. Alle hvalpenykkerne var borte, han førte sig som en 12-13 aar
gammel hund.

Ripsbærtyven

Bare en eneste gang kunde jeg merke at han var den samme. Vi hadde lagt merke til at der maatte være tyver som avla visiter i ribsbærbuskene i haven. Den ene busken efter den anden blev ribbet for bær, klasestænglerne spriket tomme ut i luften.

Vi var paa vagt stadig, men kunde aldrig faa tak i tyvene. Saa en kveld hører jeg det tasser nede
i haven. En eller anden smyger sig mellem ribsbærtræme.

Jeg lurer mig forsigtig ned verandatrappen og sniker mig bortover mot trærne. Der er en skygge som bevæger sig under en busk, det ser ut som om det er en gutunge som ligger paa alle fire under træet og delikaterer sig.

Jeg haler forsigtig en elektrisk lommelygt op av lommen, i næste øieblik springer jeg frem og sætter lyset paa.

To brune øine i et skjægget fjæs myser idiotisk mot lyset. Det er «Griff»!

Jeg kunde ikke bare mig for at le, og synderen benyttet anledningen til at fordufte.

Da jeg kom ind, laa han i kurven og simulerte dyp søvn. Blunket bare lynsnart op med det ene øie i det samme jeg passerte. At han slap pryl er en selvfølge.

Griff blir syk

Et par uker før vi skulde paa jagt, begyndte «Griff» at skrante. Øinene blev materiefyldte og han viste alle symptomer paa katarrhalsk hvalpesyke.

Han blev straks internert og pleiet og stelt paa alle mulige maater. Katarrhsymptomerne gav sig tilslut, men sygdommen gik saa over til at bli gastrisk.

Ogsaa maven lyktes det dyrlægen at faa i orden, og jeg trodde alt at han var i bedring, da jeg en dag opdaget utslet som tydet paa at «Griff» ogsaa vil de faa hvalpesykens crustøse form.

Mange dage var ikke gaat før hele hvalpen saa at si var bedækket med uappetitlige materiefyldte pustler. Der var intet at gjøre med det, sygdommen maatte gaa sin gang.

Den 24de oprandt og vi maatte tilfjelds. «Grift» laa der slap og apatisk i kurven, mens «Stella» var alle steds nærværende og syntes vi aldrig blev færdig med at pakke rygsækkene.

Da vi drog avsted, sendte «Grift» et langt blik efter mig, et blik jeg har vanskelig for at glemme. Den 25de om morgenen netop som vi skulde ut for første gang, kom der rikstelefon hjemmefra.

«Griff» var meget syk, hadde krampe og var fuldstændig fra sig selv. Jeg slængte mig paa en cykle og rakk saa vidt toget. Om eftermiddagen var jeg hjemme.

«Grift» hadde netop hat et anfald og laa paa gulvet badet i slim. Dyrlægen rystet paa hodet: Han staar
det neppe over og gjør han det, blir han bare et vrak. Han nævnte ogsaa noget om kloroform, men det vilde jeg ikke høre tale om.

Jeg bar ham ut i et gammelt forklæ, og gik saa ind efter gamlebørsa.

– «Griff!» ropte jeg for sidste gang, men de brune øine stirret bare tomt ut i luften.

Og saa smaldt mit første skudd den høsten.

Dette er en av mange spennende artikler fra Norsk Vorstehhundklubbs historie. Flere historier finner du i 75 års-jubileumsboka som alle medlemmene av klubben fikk tilsendt i 2014. Har du ikke boka og ønsker den, kontakt vår sekretær og bestill den.